Forgot your password?

20.aug2016

Hvor er det gode menneske blevet af?

Hvor er det gode menneske blevet af? Han eller hun der ser ud i verden og lader blikket falde på den anden. Ikke bare for at se, men fordi de bryder sig om. Hej du, siger blikket. Du kan i et øjeblik af nysgerrighed  fornemme at du er blevet betydningsfuld. Betydningsfuld for en anden. En der ser dig, åbner op og siger ordløst - jeg vil dig. 

I min praksis møder jeg mange der stræber med social angst. Angsten for andres kritiske vurderinger, angsten for at dumme sig eller angsten for skammens forklædte udtryk. Vi har ofte dialogen om, at de andre ikke er optaget af ham eller hende. De er faktisk kun optaget af sig selv. Hvad nu, hvis andre ikke havde været så optaget af sig selv, ville det givet det angstfyldte menneske ret i sin rædsel for andres kritiske blik. Nej, jeg tror ikke det.

Jeg tror det ordløse - jeg vil dig, har noget trygt med sig. Den ægte interesse for et andet menneske ve og vel giver angsten dårlige vilkår. Det er noget med den andes blik, kropsholdning, smil, væsen der afvæbner og fortæller - dette er ikke farlig. 

I mange år har der været fokus på selvudvikling. Individet har været i centrum. Det kunne været godt, hvis selvudviklingen handlet om at flytte fokus fra sig selv og over på den anden. Hjulpet ham eller hende til at få andre mennesker til at føle sig betydningsfulde i sit selskab. Hjulpet med til at frigøre individet fra behovet for anerkendelse. Måske kan det hede selvudsigt? Det var i al fald den en kvinde på FB i dag kaldte det. Selvudsigt - det er et godt ord. 

 

"Efterhånden skal alt, hvad vi gør, kunne bruges til noget og være nyttigt. Det er en væsentlig forklaring på, at så mange mennesker har det dårligt, siger Svend Brinkmann" 

 

Citatet ovenfor er sakset fra en artikkel i Politikken. Brinkmann er talsmanden for "selvudsigt" og han ønsker et meget større fokus på etik, moral og gode værdier. "Alt, hvad vi gør, skal bruges til noget og være nyttig". Nyttig for os selv. Som jeg forstår ham, så er det netop kæmpebehovet for at blive anerkendt på vi det vi gør. Det er det der er så trist, anerkendelse på det vi gør. Men, hvad er denne anerkendelsen for en størrelse?

Anerkendelse kan forståes på tre niveauer.

1) Den gang vi var små og vokste op var den gode opvækst afhængig af anerkendelse fra betydningsfulde andre; forældre, familie, pædagoger, lærere og vore venner. Følelsen af at elsket og værdsat for den vi er, er selve grundlaget for et velfungerende liv.

2) Som voksen er det også dejlig at blive anerkendt og værdsat, men vi bliver bedre til at anerkende og værdsætte os selv for den vi er.

3) Det højeste niveau er, hvis vi ikke havde behov for andres eller egen anerkendelse. Dit kommer de færreste af os. Dit, hvor anerkendelse bliver betydningsløst, fordi vi er tilpas trygge i os selv og vores væren, og i det "rummet" bliver det helt naturlig plads til den anden. 

Jeg tror præstationssamfundet og jagten på succes har fanget mange i det misforståede behovet for anerkendelsen. Det er ikke tilstrækkelig at bare være, vi skal lykkes, vi skal måles og vi skal vejes. Anerkendelse kommer på det vi gør og præsterer. Men, vi har brug for at blive anerkendt for den vi er og det bliver vi ikke, vil skal gøre os fortjent. Er du træt af det? 

Et lille tips på vejen til at blive et bedre menneske er, at bruge din nysgerrighed, se den anden, spørge indtil og ikke mindst lytte mere end du taler. 

De bedste hilsner fra Kit 

 

 

Kommentarer

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar

*



*
*

"Den største sejr i livet, er ikke at aldrig falde, men at rejse sig hver gang vi falder"
- Nelson Mandela

"Af og til findes der nogle som tager sig tid til at lytte... som bryder sig om os når vi taber, og som elsker os når vi tager fejl"
- Flavia Weedn

"Dit mod kommer når du vover at være bange"
- Tal Ben-Shahar

"Vejen bliver til mens du går"
- Ferdinand Finne

"Ting forandrer sig ikke! Vi forandrer"
- Henry David Thoreau